Når ulven kommer og puster

Jeg fik en mursten i julegave af Søren. Jeg har ellers haft mange sten i hænderne denne vinter. For vi har renset over 5000 gamle mursten til vores tilbygning. Men den sten, jeg fik af Søren, var helt særlig. Han spurgte nemlig med denne sten, om jeg vil gifte mig med ham. Stenen skal bygges ind i vores hus, som et tegn på det solide fundament, vi har bygget sammen. I et hus, der ikke vælter, når ulven kommer og puster; der skal vi bo og elske hinanden og vores familie.
Jeg sagde selvfølgelig ja
I September 2019 fandt vi ud af, at det smukke, gamle missionshus Libanon på bytorvet i Ry skulle vige pladsen for nybyggeri. Som de fleste af jer ved, havde vi allerede på det tidspunkt gået med tanker om at bygge til vores hus. Faktisk i årevis. De mange smukke mursten i missionshuset gav os blod på tanden. Så vi trak kedeldragterne på og gik i gang med at bryde mur ned, slæbe sten og til sidst rengøre og stable. Vi har heldigvis fået masser af hjælp fra venner og familie. For projektet var noget mere omfattende end først antaget. Som Søren siger: “Maria, du er både tidsoptimist og projektoptimist”. Med andre ord, temmelig naiv. Det, vi troede kunne klares på et par uger, endte med at være vores underholdning hele vinteren. Men vi sætter gang i fantastiske projekter. Vi når altid i mål med mottoet: Bedre sent end aldrig. Snart får murstenene nyt liv i en tilbygning hos os. Bæredygtighed og kulturarv hånd i hånd!

Missionhuset i Ry en smuk dag i September.
1 kommentar til “En lille mursten”
Kæreste Maria.
Jeg kender ikke nogen som dig der kan gribe “mursten” og stadig stå – Jeg ønsker jer alt det bedste i mod og medgang hvilket jo er og bliver en del af ægteskabet.
Søren godt gået, du tør hvor andre tier.
Hvor der er vilje er der vej – I er for seje. <3
En million varme tanker fra mig til jer. <3